"Riding Out the Storm"

Hvis jeg skal være helt ærlig, og det skal man jo helst, så er der én ting, der både skræmmer mig og får mig til at ryste på hovedet af mig selv.

Du kender det måske. Man har sat sig nogle høje mål med en super god intention, og så er der noget der kommer i vejen (det der irriterende “real life” stads), og så får man følelsen af at være bagud eller ikke at leve op til andres forventninger. Måske tænker man endda, at man slet ikke er god nok som menneske!

Sådan får jeg det indimellem. Sagen er den, at jeg arbejder på fuldtryk for at starte min blog og har allerede en lille håndfuld mennesker, der venter på den (I er fantastiske!), men jeg havde ikke lige regnet med at ligge fastlåst til sofaen i to uger på grund af mine kroniske rygsmerter, og at alting derfor ville gå ned i snegletempo.

I virkeligheden er det meget ironisk, for mine rygsmerter blusser altid op på denne tid af året, når det bliver koldt og jeg har knoklet hele sommeren og efteråret på jobbet på Dyrehavsbakken!
Men stadigvæk bliver jeg overrasket.

Jeg føler mig bagud, fordi jeg glemmer at tage højde for dén ting, der har været en af de største årsager til, at jeg vil kaste mig ud som selvstændig – for selv at kunne tilrettelægge min hverdag, så jeg ikke sidder på en kontorstol i mange timer i streg, står for meget ret op og ned eller på andre måder er tvunget til at bruge min krop forkert.

Så det skræmmer mig lidt, at bare fordi jeg nu er på en fantastisk spændende rejse med min karriere, som får mig til at føle, at jeg er Fotokunstens svar på Super Woman (jaja, man må gerne drømme), så glemmer jeg at have hele historien med.

Og så kan jeg altså ikke lade være med at grine af mig selv – højt!

Vi skal huske på at give plads til os selv og have lidt medfølelse for vores egne sårbare sider. Også når det er mega irriterende, fordi vi “lige kører så godt derudaf”.

Og så må verden lige vente 2 sekunder længere på os.